Undervisningsdifferentiering blev indført i folkeskoleloven af 1993 paragraf 18 stk. 1-2” tilrettelæggelse af undervisningen, herunder valg af undervisning – og arbejdsformer, metoder, undervisningsmidler, skal i alle fag leve op til folkeskoleformål og variere, således det svarer til den enkeltes behov og forudsætninger. Det påhviler skolelederen at sikre, at klasselæreren og klassens øvrige lærere planlægger undervisningen, så den rummer udfordringer for alle elever ”.
Som det tydeligt fremgår af citater fra folkeskoleloven, så handler undervisningsdifferentiering om, at differentiere undervisningen. Med det menes der at undervisningen skal tilpasses til den enkelte elevs behov. Undervisningen i folkeskolen har ændret sig markant de sidste 35 år. Det er gået fra den klassiske og statiske tavleundervisning (tankpasserpædagoggik) til at være en mere dynamisk og fleksibel undervisningen. Læreren skal nu i højere grad involvere eleverne i undervisningen, og igennem samspillet elev/lærer, og i højere grad forsøge, at differentiere undervisningen for den enkelte. Der skal både tages hånd og den ”svage” såvel som den ”stærke” elev. ”
Det er vigtigt at understrege at undervisningsdifferentiering er et princip, ikke en metode, og der i differentieret undervisning vil indgå mange forskellige metoder” (Hansen og Robenhagen, 1994). Den pointe som Hansen og Robenhagen laver her er ret væsentlig. Der skal nemlig differentieres ud fra et princip, en overordnet idé, men selve differentieringen skal ske via mange forskellige metoder. Forskellige metoder til forskellige, klasser, forskellige situationer, til forskellige elev, forskellige steder i Danmark.
Lev Vygotsky, zonen for nærmeste udvikling samt forbindelsen til ”Cooperative learning”
En teoretiker som var/er banebrydende for undervisningsdifferentiering er Lev Vygotsyj. Vygotsky havde et særligt syn på forholdet mellem læring og udvikling. Han mente nemlig at læring går forudfor udvikling. Samtidig går læring og udvikling hånd i hånd, forstået på den måde, at læring og udvikling står i gensidig i forhold til hinanden, fra barnets første levedag. For at barnet så kan lære noget nyt i skolen må vi forstå de to udviklingsniveauer: ”det eksisterende udviklingsniveau”, og ”zonen for nærmeste udvikling”.
Det eksisterende udviklingsniveau er således det niveau som barnet allerede mestrer, hvor zonen for nærmeste udvikling, er de funktioner som er ved at ”modne” eller som ikke er ”modnet” endnu. De ligger således i barnet, og venter på at blive udviklet via læringen (Vygotskys teori, side 24-25, Nora Linden). Man kan koge det ned til: Det man kun kan gøre i samarbejde med andre i dag, er man i stand til at gøre alene i morgen.
Lev Vygotskys teorier har influeret forskerverdenen og blandt andet på baggrund af disse blev ”cooperative learning” (CL) udviklet.
”Læringssynet i CL er socialkonstruktivistisk og baserer sig bl.a. på Lev Vygotskys ideer om, at læring er social proces, der finder sted i interaktion med andre (Cooperative Learning, Spencer Kagan, side 12).“
Cooperative learning er snarere et lærersystem end en teori. Det går i ud på at placere eleverne i teams hvori de arbejder struktureret som en gruppe. Teamsene er heterogene og består typisk af elever hvor to vil være ”middel gode”, en vil være ”stærk” og en ”svag” elev. Ideen er så er de i den zone vil lære fra og af hinanden. Grundprincipperne i arbejdet og deraf i gruppen, er som overordnet: Positiv interdependens, individuel ansvarlighed, lige deltagelse og samtidig interaktion (The PIEs). Cooperative learning bliver derfor tit sat i forbindelse med undervisningsdifferentiering fordi man som underviser ved hjælp af dette lærersystem kan opnå en vis form for differencering, eleverne har som sådan både ansvar for egen og fælles læring i dette system (selvom det naturligvis er læreren der har det overordnede ansvar).
Husk at læse del 3 omkring centrale begreber i undervisningsdifferentiering.
