|
FORMÅL MED OPRINDELSE.DK
Hensigten med denne hjemmeside er at fremskaffe og tilbyde bøger og videoer, som
kan hjælpe mennesker til en ubetinget tro på Bibelens åbenbaring, som værende sand.
For at klargøre hvad jeg mener hermed, har jeg i det følgende formuleret mit bibelsyn:
Min bibelforståelse (Hvordan jeg mener en bibeltekst skal tolkes)
Teksten må aldrig tolkes ude af sammenhængen, og skal altid forstås på den sprogligt
mest naturlige måde. Der skal dog i forståelsen tages hensyn til åbenlys billedtale
og alle andre skriftsteder, som omhandler det samme emne. I tvivlstilfælde skal
man lade Bibelen tolke Bibelen, og her er grundsproget den endelige prøvesten.
Først når en tolkning er fundet, som harmoniserer alle skriftsteder uden modsigelser
har vi fundet sandheden – ikke før!
Når vi har fundet denne sandhed, er den dommer over os – aldrig omvendt.
Det ovenfor anførte kan let forstås således, at vi mener i alle ting at kunne finde
sandheden. Dette er ikke hvad vi ønsker at sige – tværtimod! Vi tror ikke, at Gud
her i tiden vil kaste fuldt lys over alt. Paulus siger i 1 Kor 13,12:
Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender
jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.
Det jeg mener er, at DER FINDES EN ENDEGYLDIG SANDHED, og at når Gud engang åbenbarer
den for os – enten her i tiden eller i evigheden efter dommen – så vil vi se, at
Bibelen på intet punkt er usand, selvmodsigende eller uaktuel. Vi vil også se, at
det er sandt, når Bibelen siger om sig selv, at Ordet står urokkeligt fast om alt
andet forgår, og at Bibelen derfor ikke bare er en del af Guds fortløbende åbenbaring,
men den endelige – på denne side dommen – givne åbenbaring, som er grundlaget for
bedømmelse af alt
Derfor – og kun derfor – tør vi sige: ” når en tolkning er fundet” og ”Når vi har
fundet denne sandhed”
Vi må aldrig være bange for at indrømme: DET FORSTÅR JEG IKKE - GUD HAR IKKE VIST
MIG DET. Vi skal ikke have svar på alt, idet vi så fristes til selv at fabrikere
disse svar. Samtidig skal vi passe på ikke at gøre en dyd af manglende svar da det
er vor gudgivne pligt at granske skrifterne
|